Om undervisningen

På VÆRK lærer du at forbedre og skærpe din skrivestil.
Det gør du, fordi vi gennem hele forløbet læser hinandens tekster, giver feedback og øver os i at behandle dem redaktionelt. Gennem temaforløbene skal også vi læse en bred vifte af dansk litteratur, der kan give nye vinkler på dit eget materiale. Udover fælleslæsninger og plenumfeedback har hver elev løbende enesparring med dagsunderviser Anne Katrine Bagai.

Mandag og tirsdag
VÆRKS undervisningstimer ligger typisk hver mandag og tirsdag, i tidsrummet 10.00-16.00 – med forbehold for ændringer og tilføjelse af aftenarrangementer. Ved optagelse sendes der et detaljeret program til jer med alle datoer.

Vi undersøger verden omkring os
Vi tror på, at man bliver bedre til at skrive af at forholde sig aktivt til verden omkring sig. Derfor foregår undervisningen i samarbejde med byens kulturinstitutioner. Vi skal blandt andet skrive på Studenterhus Odense, Odense Museum og Teater Momentum. H.C. Andersen Centret vil løbende give foredrag om byens litterære arv og H.C. Andersens tilblivelse som forfatter.

Gæsteundervisere
Gennem året får vi besøg af gæsteundervisere. Forfatter og digter Ursula Andkjær til et forløb om lyrik, digter og dramatiker Elias Sadaq til et forløb om litteratur og politik, digter Tina Frank til et forløb om kærlighed, krop og teknologi, forfatter Mads Jannik Holm til et forløb om krop og sprog. Derudover afholder Direktør for Momentum Jeppe Sand og Dramaturger Katrine Flarup Staunstrup og museumsinspektør Camilla Schjerning, workshop.

Oplæsning og udgivelse
På VÆRK har du mulighed for at prøve kræfter med at læse din tekst op på en scene løbende gennem oplæsningsaftener. I arbejdet med Teater Momentum skal vi også se vores tekster fremført i en reading. Vi afslutter forløbet i maj med at samle vores tekster i en antologi.